DUFTEN AF SOMMER

Hvert år omkring Skt. Hans blomstrer hylden og spreder sin balsamiske duft.
De smukke hvide blomsterskærme kan i et kort stykke tid ses over det ganske danske land. Et syn man har kunnet nyde siden stenalderen. Selv i det friserede danske kulturlandskab finder hylden sig nemt en ydmyg plads i skove, hegn, hæk og haver og spredes især ved vore fjedrede venners hjælp. De sætter stor pris på bærrene og efterlader senere stenene langt fra hyldemor. Når man først har fået øjnene op for hyldebusken, ser man den vildtvoksende allevegne. Nogle så store at man må kalde dem for træer.
Udover at være smukke og lyse op, kan skærmene skam også bruges til forskellige nemme, velsmagende og hjemmegjorte produkter, men tøv ikke for længe - sæsonen er kort.

 

Hyldeblomstpandekager:

Pluk et antal skærme = antal pandekager. Skyl dem og lad dem dryppe af. Lav alm. (men gerne lidt "tyk") pandekagedej. Hold i stilken - dyp skærmene i dejen og steg dem på begge sider på panden - gerne i svinefedt. Læg dem på fedtsugende papir. Brug stilken som håndtag, når de skal spises - helst lune.
Man kan selvfølgelig også først "ribbe" skærmene og blande blomsterne i dejen, men det er sjovere med stilk på.
De smager selvfølgelig bedst, hvis de bliver lavet på en pande over et bål eller brug grillen og lav hyldeblomstpandekager som dessert. Dét er sommerhygge !


Hyldeblomstdrik


Fantastisk sommerdrik blandet op med vand, hvidvin, lambrusco, solbærrom, isthe..... Der findes mange forskellige opskrifter. Her er én, der er nem at gå til:

Du skal bruge:
ca. 40 hyldeblomstskærme
2 - 4 citroner i skiver
ca. 2 kg sukker (evt. halv alm./halv farin)
20- 40 g vinsyre
ca. 2,5 l vand

Citronerne skæres i skiver og lægges lagvist med blomsterskærmene i en skål/gryde. Vandet bringes i kog og tilsættes sukker. Sukkervandet afkøles og tilsættes vinsyren. Sukkerlagen hældes over blomsterne. Trækker overdækket og køligt i 3 - 5 døgn. Rør i gryden hver dag. Si blomsterne fra og hæld saften på flasker, der er skyllet med Atamon..
Værs´go - stærkt koncentreret sommer på flaske. Husk at fortynde !!
Man kan også fryse saften ned i en bøtte. Sukkeret gør det nemt at tage en skefuld hyldesaft-sorbet til at blande op i ...................


Hyldeblomstthe:


Pluk en masse skærme. Skyl dem. "Rib" blomsterne af - brug evt. en gaffel. Spred dem ud på et stykke bagepapir. Sæt pladen i ovnen ved 1000 - husk at stille lågen på klem. Når blomsterne efter et par timer er tørre er de klar til brug. Kan også bruges friske ! Er godt ved sommerforkølelse, da det virker sveddrivende. Kan også bruges til et lindrende og rensende "dampbad".