HISTORIEN OM SKOLENS EGEN TROLD MULLE

I meget gamle dage gik landevejen fra Skælskør til Korsør langs stranden.
På vejen, tæt ved Troldehovedskoven, passerede man to høje: Maglehøj og Lillehøj.
Palle Fragtmand, der hver dag kørte mellem Korsør og Skælskør i sin hestevogn, kendte troldene, der boede i de to høje. Palle kunne fortælle at Troldefamilien boede i Maglehøj og brugte Lillehøj som stald for deres dyr.
Folk på egnen kunne ganske rigtigt også fortælle, at de somme tider så Maglehøj stå på gloende pæle, når Troldefamilien holdt fest, men Palle var den eneste troldene havde vist sig for.
Han fik endda engang en ny hest af Troldefar, fordi Troldemor så tit kørte med til byen, dog uden at Palle nogensinde havde opdaget det.
Alle trolde har nemlig en særlig hvid pind, som de skærer af en hvidtjørn ved midnatstide på en fuldmånenat, og når de stikker den i munden bliver de usynlige for mennesker - men ikke for
dyr.
Palle havde godt nok undret sig over, at hans heste sommetider blev meget urolige, når vognen passerede Maglehøj. Det blev de selvfølgelig fordi de kunne se Troldemor,som ikke var noget specielt kønt syn, når hun hoppede på vognen, men det kunne Palle jo ikke, så han regnede det blot for en tilfældighed.
Men han fik altså en dejlig hest af Troldefar, faktisk den bedste han nogensinde havde haft.
Han måtte dog love at aflevere hesten igen, når den var blevet for gammel til at trække vognen for, som Troldefar sagde: "Mennesker er så onde mod deres dyr. Når de ikke kan bruge dem
til noget mere, så er de ligeglade med dem !".

Palle holdt sit løfte.
Da hesten blev gammel og ikke kunne klare at trække vognen mere, red Palle på sin egen ridehest ud til Maglehøj, trækkende Troldefars hest ved grimen. Vel ude ved Maglehøj tøjrede Palle Troldefars hest ved Lillehøj, som jo var stalden, og gik op på Maglehøj, for at banke det aftalte tegn på den store sten.
Troldefar dukkede ikke op, men da Palle, efter at have prøvet at banke flere gange, kom ned fra Maglehøj, var hesten væk. Siden så Palle ikke mere til Troldefar, så han regnede med, at
Troldefamilien var flyttet.
Troldefar havde nemlig ofte klaget over, at menneskene var ved at komme alt for tæt på og jorden op til Lillehøj var da også blevet pløjet.
Efterhånden som årene gik, forsvandt Lillehøj helt - den er faktisk blevet pløjet næsten helt flad og bliver brugt til at dyrke korn på. Maglehøj kan man stadig se og stenen ligger der såmænd endnu.

Troldefamilien var ganske rigtigt flyttet til en anden høj lidt længere inde i landet, og de var meget forsigtige med ikke at blive set af mennesker. Men en sen aften gik en lille røgterdreng tæt forbi højen, netop som den stod på gloende pæle, for det gør troldehøje, når der skal være fest.
Troldefamilien fejrede at deres 12. troldebarn var blevet født. Det vidste røgterdrengen naturligvis ikke noget om, men han krøb forsigtigt så tæt på, at han kunne se Troldefar og Troldemor og deres 11 store troldebørn. Troldebarn nummer 12 lå trygt i favnen på Troldefar og røgterdrengen hørte Troldemor sige: "Da han er vores barn nummer 12 , synes jeg, at vi skal kalde ham Dusinius ".
Hvortil Troldefar svarede: "Gør Du kuns det Mutter, men jeg synes nu han ligner en der hedder Mulle". Så havde røgterdrengen set og hørt mere end nok.
Han benede hjem, så hurtigt hans rystende ben kunne bære ham, og fortalte hvad han havde oplevet.
Efter den tid forsøgte mange nysgerrige, at få troldene at se, men det lykkedes aldrig for nogen.
Folk kaldte højen, hvor troldene boede, Børnehøj, fordi de Troldefar og Troldemor havde alle de troldebørn. Troldefar var tit irriteret over alle de nysgerrige mennesker der sneg sig rundt om højen ved nattetide og han morede sig tit med at drille dem - men det er en helt anden historie.

For mere end 100 år siden blev der så, nogle få hundrede meter syd for højen, bygget en skole og snart kunne troldene hver dag høre lyden af en slags klokke og glade barnestemmer - kan Du gætte hvad det var for en skole ? Det blev for meget for Troldefar - alle de støjende, glade børn og ikke mindst - slagene på plovskæret, der mindede meget om lyden fra en kirkeklokke.
Hvis der er noget trolde ikke bryder sig om, så er det lyden af en kirkeklokke.
Han var nu også efterhånden blevet en rigtig gammel gnavpotte. "Så Mutter, nu pakker vi og flytter til Norge", sagde han en dag, "Der har de da nogle ordentlige bjerge, hvor man kan bo i fred for mennesker !" Og sådan blev det.

Hele Troldefamilien flyttede til Norge - undtagen én: Dusinius, som alle, undtagen Troldemor, kaldte Mulle. Han syntes at børnene henne på skolen var skægge og han stak tit sin hvide pind i munden og "gik i skole", så gik han rundt mellem børnene og hev i en fletning her og skubbede lidt der, byttede om på børnenes ting eller drillede lærerne.
Engang fandt en lærer f.eks. nogle af kullene fra kakkel-ovnskrogen i sin taske - men det er en helt anden historie.

Mulle ville altså blive boende, så han stod udenfor Børnehøj og vinkede farvel til resten af Troldefamilien, da de drog af mod Norges bjerge. Troldemor kneb en tåre og Troldefar kunne simpelthen ikke forstå, at Mulle ville blive boende så tæt på den forfærdelige larm. Mulle lovede at besøge dem i Norge og som afskedsgave fik han en lille sort, glat tryllesten af Troldefar.
Med den i lommen kunne han, til hver en tid, trylle sig så lille som en mus. "Pas nu på, at du ikke taber din hvide pind ud af munden, så Du bliver opdaget af børnene", var det sidste Troldefar sagde,
inden de forsvandt mod nord.

Mange år og mange drillerier senere, blev også Børnehøj lagt under ploven, så Mulle måtte finde et nyt sted at bo og hvad var mere nærliggende end at flytte ind på skolens loft.
Det gjorde Mulle så og han blev meget glad for at have sin lille sorte tryllesten, som han altid gik med i lommen. Når han knugede den i sin højre hånd og sagde: "PIF-PAF-PUF", blev han straks almindelig troldestørrelse (dvs. på størrelse med et almindeligt barn ) og hvis han knugede stenen i hånden
og sagde: "FIP-FAP-FUP", blev han straks så lille som en mus. En mus kan jo komme ind allevegne og Mulle lever et dejligt liv på Skolens loft, over gymnastiksalen, og måske kan du en
anden gang høre om nogle af de mange numre Mulle har lavet.

Nej - du skal lige høre om to af Mulles drillerier. En dag glemte lærerne at følge en masse elever over vejen så de kom for sent til bussen, og ved Du hvorfor ? Mulle havde været inde på lærerværelset og havde pillet ved uret, så det viste kl.1, i stedet for 10 min. over. Alle børnene kom for sent til bussen og måtte ringe hjem. Mon ikke han har siddet oppe på en hylde, med sin hvide pind i
munden, og har grinet højt, mens alle børnene ringede hjem, og fortalte, at lærerne havde kvajet sig ?

En dag opdagede vi, at der var flyttet en mink ind under det hønsehus vi havde en gang og mink spiser høns, så der blev ringet efter en mand der kunne sætte en fælde op. Han kom fredag formiddag, så alle børnene på skolen fik besked på, at holde sig langt væk fra hønsegården.
Allerede tidligt på eftermiddagen så en lærer og nogle børn fra bh.kl. og 1.kl., at minken var gået i fælden. Læreren gik op for at ringe efter manden, der skulle hente fælden med minken. Men da han kom for at tømme den VAR FÆLDEN TOM ! Han satte fælden op igen og allerede lørdag var der bid, minken var gået i fælden, så der blev ringet efter manden igen. De listede sig forsigtigt ned til hønsehuset og gæt hvad de så. FÆLDEN VAR TOM IGEN ! Hvem mon havde lukket minken ud ?
Den kan jo ikke selv og som du ved er trolde gode venner med næsten alle slags dyr.

Nu, hvor Du har hørt om Mulle og nogle af hans mange numre, kan Du nok komme i tanker om andre ting, han har lavet og ellers må Du prøve at holde øje med det fra nu af.

Vidste du iøvrigt, at noget af det Mulle holder allermest af, er at være på Bopladsen når bålet er tændt ? Det er skam rigtigt nok, for lugten af røg, minder ham om dengang han boede i Børnehøj med sin far og mor og sine 11 søskende.
Så hvis du hører noget der kribler, så er det måske Mulle, men bare rolig. Han er lille som en mus og han gør ingenting, han kan højst finde på at drille lidt.

MULLES FØRSTE JUL

Du har sikkert mødt skolens helt egen drilletrold Mulle.
Ja - du har måske ikke set ham, men du har helt sikkert oplevet nogle af de numre han har lavet.
Han er f.eks. slem til at gemme sko, huer og vanter, eller bytte om på støvlerne, som står i gangen, mens vi har morgensang, eller også flytter han rundt på dit tøj, mens der er gymnastik, så du ikke kan finde dine underbukser.
Han kan også finde på at fiske vigtige sedler op af taskerne, så de aldrig bliver afleveret derhjemme, eller også knækker han alle dine blyanter i penalhuset, så du pludselig ikke har noget at skrive med.
Han kan også finde på at stille på uret inde på lærerværelset, så lærerne ikke når at følge børn til bussen, eller ihvertfald kun når det i allersidste øjeblik.
Han er faktisk en værre drillepind og der er mange historier om de numre han lavet her på skolen.

Du husker måske også historien om, hvordan vores trold Mulle flyttede ind på skolen ?
Det var dengang troldefar tilsidst blev sur på menneskene, der ikke kunne lade troldefamilien være i fred, og flyttede hele familien op til Norges vilde fjelde, for at få fred og ro.
Troldefar, troldemor og elleve troldebørn flyttede langt op i den norske ødemark - men ikke Mulle.

Han ville blive boende i troldehulen i Børnehøj, den høj der ligger lige her nord for skolen, for han kunne så godt lide at komme der.
Folk kaldte højen for Børnehøj, fordi en røgterdreng ved et tilfælde havde set alle Mulle og hans 11 søskende, da Mulle havde navnefest, men det er en helt anden historie.

Nogle år efter at han var blevet alene i Børnehøj, flyttede han ind på skolens loft.
Det var nemlig så skægt at drille læ-rerne og børnene og så kunne han også lære en masse, bare ved at sidde med sin hvide pind i munden, helt stille og usynlig, og lytte til hvad der blev snakket om og fortalt i klassen.
Eller også kunne han bruge sin sorte tryllesten, som han havde fået af troldefar da familien flyttede, og gøre sig så lille som en mus.
På den måde kunne han smutte ind og ud ad alle sprækker eller han kunne f.eks. gemme sig i børnenes støvler eller tasker, ja et par gange har han endda taget turen i en taske hele vejen hjem til nogle børn - bare for at se sig lidt om i verden og selvfølgelig for at lave numre.
Måske har han også været hjemme hos dig og drille ?

Den historie du nu skal høre,
handler om den allerførste jul Mulle tilbragte her på skolen.

Det var en dag et godt stykke inde i december måned og Mulle lå og hyggede sig i sin lune, hyggelige hule, som han havde indrettet oppe på skolens loft over salen, hvor børnene sang morgensang.
Han elskede sådan at vågne op til lyden af børnene der sang.
Han syntes simpelthen at det lød så kønt.
Så lå han lidt og gabte og vred sig i den bunke af gamle puder og tæpper, som han havde fået lavet sig den dejligste seng af.

Men nu til historien.

Det var lige blevet mørkt og Mulle havde haft en dejlig dag.
Det var lykkedes ham at tømme en lærers taske for bøger og i stedet fylde den med koks fra kakkelovnskrogen og så havde han bagefter byttet om på børnenes huer og vanter, så de ikke kunne finde deres egne, når de skulle skynde sig ud at lege i sneen.
Jo - det havde bestemt været en dejlig dag, men nu var alle børnene taget hjem og der var igen fred og ro, så Mulle lå og slappede af.

Pludselig hørte han en lyd, som han ikke kendte.
Klik-klak klik-klak - det lød nærmest som når en af børnene sad og slog en blyant ned i bordet, for at drille læ-reren. Lyden var ganske tæt på og den kom nærmere og nærmere.
Forsigtigt kiggede Mulle ud mellem alle tæpperne.
Midt på gulvet stod en lille mand med bittesmå, røde træsko på.
Han havde grå bukser og en stribet trøje på og hans skæg nåede ned til midt på maven.
På hovedet havde han en flot rød hue.

Mulle havde godt nok hørt Troldefar fortælle om nisser, men da Trolde normalt bor i Troldehøje, langt væk fra mennesker, og nisser bor på lofter og stalde, tæt på mennesker, havde han aldrig set en rigtig, levende nisse før. Mulle stak forsigtigt hovedet frem fra sin sovebunke.
"Davs med dig", sagde han - ligeså højt. Det gav et forskrækket sæt i nissen, som vendte sig og fik øje på Mulle.
Heldigvis havde Mulle nissestørrelse, når han var på sit loft, ellers var nissen nok blevet mere forskrækket. "Hvad laver du her på mit loft ?", spurgte nissen og rynkede de
buskede øjenbryn. "Dit loft, hvad mener du med dit loft, det er da mit loft for det er nemlig mig der bor her", sagde Mulle.
"Ja, såh", sagde nissen, "Jeg har ellers hørt fra gårdnissen på nabogården, at det her loft stod tomt og da jeg netop stod for at skulle finde et sted at være julen over, så tænkte jeg, at jeg da kunne bo her". "Jamen der er skam da også plads nok til os begge to", skyndte Mulle sig at sige, for han syntes, at det kunne være spændende sådan at bo sammen med en rigtig levende nisse, "Jeg hedder Mulle og du skal være meget velkommen til at bo her sammen med mig lige sålænge du har lyst".
"Ja-ja det er meget godt, men jeg skal kun finde et sted at være i julen, bagefter skal jeg til Jylland og hjælpe min fætter. Han er nemlig gårdnisse på en meget stor gård derovre”, nissen holdt en lille pause, ”Jeg hedder iøvrigt Hyggen".
Mens han talte var han kommet nærmere og havde lige så forsigtigt sat sig på en blød pude.
Der sad de så lidt og kiggede på hinanden. "Sig mig lige - spiser du meget risengrød ?", spurgte Hyggen så pludselig og så noget bekymret på Mulle.
Mulle så forvirret ud:"Du bliver altså lige nødt til at forklare mig hvad den der jul egentlig er for noget og hvad det er for én, jeg måske spiser meget af".
Mulle kendte ikke meget til jul, for trolde fejrer ikke jul og risengrød vidste han heller ikke så meget om - bortset fra at det tilsyneladende var noget der kunne spises. Hyggen kiggede på Mulle som om han ikke rigtig vidste, om han mente det alvorligt, eller om han lavede grin med ham.
Mulle så imidlertid helt alvorlig ud, så Hyggen begyndte at forklare: "Altså ser du - Julen er den bedste tid på hele året, så begynder dagene nemlig igen at blive længere og alle mennesker er så glade og de tager et grantræ med ind i stuen og.....".
"Tager de et træ med ind i stuen", afbrød Mulle, "det var da noget underligt noget at gøre. Træer hører da til udenfor". "Lad nu være med at afbryde mig", Hyggen lød irriteret, så Mulle skyndte sig at tie stille, "De tager altså et grantræ ind i stuen og pynter det med hjerter og flag og ting og sager og en stjerne i toppen, men det allerbedste er nu, at de putter knas og godter i kurve og kræmmerhuse".
Kurve og kræmmerhuse vidste Mulle ikke rigtig hvad var, måske var det de underlige tingester børnene havde klippet og klistret i den sidste tid. Knas og godter vidste Mulle derimod udmærket hvad var, for han havde tit fundet et bolsje, eller en karamel på bunden af en taske.
Ja, én gang var han lige ved at blive opdaget, fordi papiret knitrede, da han pakkede en karamel ud, men han ville ikke afbryde Hyggen igen ved at spørge, så han nøjedes med at nikke.
"Det allerbedste er dog GRØDEN - risengrøden med kanel og smør-klat og ægte Nisseøl til", Hyggen gik i stå og så helt salig ud, mens han slikkede sig om munden.
"Jeg ved godt hvad ris er", skyndte Mulle sig at sige - han ville helst ikke have at Hyggen skulle tro at han var dum; "For når børnene er meget uartige, så siger læreren til dem at de skal passe på, for ellers får de nogle slag i rumpen af riset bag ved døren, og en gang imellem tager han det frem og holder det op i luften, og så bliver der ro i klassen kan du tro. Men det ris er da bare nogle tørre pinde, dem kan man da ikke spise ?". Hyggen så opgivende på Mulle: " Risengrød er aldeles ikke lavet af tørre pinde", vrissede han, "Det er risengryn, der bliver kogt i mælk, så det bliver tykt og så strøer man kanelsukker på og til allersidst lægger man en ordentlig smørklat i midten", Mulle kunne ligefrem se, at Hyggen begyndte at savle ved tanken. "Og til jul laver menneskene på gårdene altid et stort fad risengrød og stiller det op på loftet til deres gårdnisse - sammen med et krus nisseøl - alle andre steder plejer nissen at lægge sin ske ned i køkkenet, så menneskene kan se at der bor en nisse hos dem i julen, så sætter de også et fad grød og øl op på loftet og så er det jeg er en smule bekymret, for nu er vi jo to og så er der kun et halvt fad til hver og et halvt krus øl".
Mulle kunne godt tænke sig at smage risengrød og nisseøl og han syntes allerede at det var hyggeligt at have en at snakke med så han skyndte sig at sige: "Så må vi da bare finde på noget, så menneskene i huset opdager at vi er to, der skal have risengrød og nisseøl".

Så satte Hyggen og Mulle sig og grublede et stykke tid hver for sig, indtil Mulle pludselig klaskede sig på låret, så Hyggen blev helt forskrækket, og sagde: " Vi lægger da bare hver en ske ned i køkkenet ved siden af grødfadet, når menneskene så ser at der er to skeer, så tror de selvfølgelig også, at der bor to nisser på loftet ??".
Hyggen tænkte lidt over det, så sukkede han: "Vi kan da prøve,men hvis det ikke virker, må jeg straks se at komme videre, for jeg vil have risengrød til jul - et stort fad risengrød. Lad os straks gå ned i fadeburet med vore skeer !!". De to små fyre greb deres skeer og listede sig ned i køkkenet og ud i fadeburet. I fadeburet hang der røgede pølser, skinke og flæsk ned fra loftet og der var hylde efter hylde med syltede frugter, marmelade, rødbeder og agurker, der var store krukker med mel og gryn og under et stykke klæde lå det ene store brød efter det andet, der var oste og der var dåser med småkager - der duf-tede simpelthen rigtig dejligt af mad.
Hyggen klatrede op på bordet og derefter op på en hylde, hvor han kiggede ned i krukkerne med mel og gryn. "Kom herop Mulle, så skal Du se risengryn", Mulle sprang straks op på hylden og kiggede ned i krukken. Han kunne godt se at risengryn og tørre pinde ikke var det samme.
"Der er ihvertfald rigeligt med ris, men der skal også meget mælk til - mon ikke der er mælk i spanden der ?", Hyggen lettede lidt på stoffet der lå over spanden og kiggede ned; "Jo - det er mælk - rigeligt med mælk, og fløden er allerede skummet af. Lad os lægge skeerne ved grødfadet, så kan vi bagefter finde spanden med fløde og tage en tår dejlig fed fløde, inden vi skal op og sove".
Hyggen var tydeligt i et langt bedre humør nu, hvor han havde set, at der var gryn og mælk i rigelige mængder. Spanden med fløde var også dækket af et stykke stof. Hyggen og Mulle kunne lige akkurat nå kanten af spanden og hæve sig op i armene. Mulle havde ikke sin sorte tryllesten med, så han var glad for sine mange kræfter og hverken han eller Hyggen havde problemer med at komme op på kanten af spanden. For at få en tår fløde var de nødt til at læne sig langt indover kanten og da den var lidt fedtet gled Mulles fingre og plask røg han på hovedet lige ned i fløden.
"HJÆLP", skreg Mulle, "Jeg kan ikke bunde, HJÆLP!!".
"Hurtigt - tag min hånd !!", sagde Hyggen og strakte sig så lang han var, men da Mulle med et fast greb tog fat i hans fremstrakte hånd, mistede Hyggen også taget i kanten og PLASK lå han, ved siden af Mulle, nede i fløden. Nu var situationen alvorlig, for hverken nisser eller trolde er særlig gode til at svømme - de bryder sig faktisk ikke særlig meget om at blive våde. De kunne ikke bunde i flødespanden og de kunne ikke nå kanten.
"Vi drukner !!", gispede Mulle for-tvivlet; "Vi drukner !!".
" Sludder - sålænge der er liv er der håb, man skal aldrig give op", råbte Hyggen; "plask alt hvad Du kan med arme og ben !"
"Det gør jeg allerede, men hvad skulle det vel hjælpe", Mulle var fortvivlet; "Vi kan ligeså godt bare lade os synke til bunds med det samme og drukne - så er det overstået !!".
"Klap nu i dit sludrehoved og gør som jeg siger - det er vores eneste chance !!", det var tydeligt, at Hyggen var vred, så Mulle gjorde som han sagde.
Og så plaskede de begge to alt hvad de kunne.
Arme og ben gik som trommestikker og heldigvis er både nisser og trolde meget stærkere og mere udholdende end mennesker.
"Jeg er altså træt nu - jeg er helt udkørt - jeg kan ikke mere - det føles som om fløden bliver tykkere og tykkere at svømme i", gispede Mulle - han lød meget træt.
"Bliv ved", skreg Hyggen, "Bliv ved - fløden ér blevet tykkere - den er blevet til flødeskum - hvis vi bliver ved - kan vi måske piske den til smør - og så er vi reddet !!".
Og ganske rigtigt - efter at have plasket og plasket og plasket fik de tilsidst fløden pisket til dejlige, gule smørklumper som de kunne stå på og på den måde lige akkurat nå kanten af spanden.

Hyggen og Mulle kravlede helt udmattede op ad spanden og lod sig dumpe ned på bordet.
Mens de tog et kort hvil gispede Mulle:"Ja - nu er der ihvertfald smør nok til en ordentlig smørklat."
Så skrabede de det meste af smørret af og slæbte sig helt udmattede tilbage til loftet, hvor de uden videre smed sig på tæpperne.
Hyggen nåede lige at sige:" Der kan Du se Mulle, man skal aldrig give op - der er altid en udvej !", så faldt de begge to i dyb søvn og drømte sødt, om store fade risengrød med kanelsukker, smørklat og nisseøl.

Da menneskene i huset næste morgen opdagede spanden med fløde, der var blevet til smør, og alle smørklatterne på bordet undrede de sig godt nok over, hvad der var sket.
Men så opdagede de to små skeer ved siden af grødfadet og så kunne de jo nok gætte hvad det betød, så om aftenen satte de ét stort fad grød med de to skeer i og to krus nisseøl op på loftet.

Hyggen og Mulle blev rigtig gode venner og siden da har de holdt jul sammen, her på skolens loft, mange gange. Hver gang har de lagt to små skeer i køkkenet og hver gang har de fået en STOR portion risengrød, samme dag som børnene fik juleferie. Og nogle gange har Hyggen og Mulle ikke kunnet vente med at spise, til børnene var gået og hvis de så har siddet musestille nede i salen, så har de kunnet høre noget der sagde klik-klak klik-klak oppe på loftet.
Men så skal der altså også være meget stille, så stille at man kan høre en juleengel svæve gennem salen.