UDDRAG AF JANS REJSEBREV - OKTOBER 2009

Vi blev hentet i tuk tuken af Ranjan ,efter at han havde kørt Anton op på skolen. Der er begrænset plads i en sådan, kun plads til 10- 12 Sri Lankanere eller 3 ½ danskere. På vejen, som ikke var af de allerbedste, mødte vi en varan. Den var lige så lang, som vejen var bred, den var dog hurtigt væk i junglen ved siden af vejen og et øjeblik efter var vi på stedet. Vi drejede ind på en plads der nærmest lignede en grusgrav, der stod dog et skilt, der sagde at skolen var sponseret af Lille egede Friskole, og det var arrangeret af Anton Kamp. En underlig fornemmelse, at stå der og se vores skole nævnt på Sri Lanka. Der gik en sti til højre, den skulle vi op ad, mimoserne bukkede sig for vores fødder, stien var overstrøet  med dem. Vi nåede derop, og blev modtaget ,af Anton og folk fra skoleledelsen. De var meget venlige og vi blev vist rundt. Først skulle vi se den nye brønd, med navneplade og det hele, det næste var den nye toiletbygning ,hvor nogen allerede havde stjålet de udendørs vandhaner. Så kom vi endelig ind for at se klasserne. Det er ikke helt det samme som her hjemme, må jeg lige sige. Disse unger er noget mere disciplinerede end vores. De rejste sig op og sagde Good Morning i kor, da vi kom ind og satte sig først når de fik besked derpå. Bygningerne bestod, som man kan se på billederne på mulleweb, af halve mure ,eternittag og i stedet for vinduer trådnet, det er nok meget fornuftigt i den varme.Da vi havde gået lidt rundt , var der frikvarter og ungerne tog Nadia og Kimmie med ud for at spille kricket. Det var dejligt at se at ungerne kunne lege sammen uden spor af forbehold eller generthed af nogen art.  De var ens lige med det samme. Vi mødte også de børn i skolen, som får noget ekstra økonomisk hjælp. Det var dejligt at se, at de var i skole og at de var rene og pæne. Deres bedstemor stod og ventede på dem ved gavlen,  hun sørgede også for at de kom i skole. Jeg er meget glad for, at jeg kan være med til at hjælpe på den måde og en lille smule stolt måske. Man kan virkelig se, at vores hjælp virker det rigtige sted, takket være Anton Kamp. Jeg håber virkelig, at vi kan få stablet et godt arrangement på benene d. 21 november, så vi kan sende nogle penge derned.De har brug for det - det virker og der er INGEN administrations udgifter.
Vi tog af sted derfra og vi måtte endelig hilse Mister Ursula fra viceskoleinspektøren. Jeg fik dog bragt ham ud af denne vildfarelse , men det var lidt sjovt. Nadia fik den bold af ungerne, som de spillede med.  Det syntes jeg var en flot gestus. Jeg tænker , om de måske havde flere, eller de måtte finde på noget andet at lave i det næste  frikvarter.